Politisk aftale om arbejdsmiljøreformBeskæftigelsesministeriet06/02-2004 Et epokegørende sporskifte i arbejdsmiljøindsatsen: For første gang nogensinde vil arbejdsmiljøet blive gået efter på samtlige landets virksomheder. I dag er der således indgået en politisk aftale om en ny arbejdsmiljøreform. Aftalen skal godkendes af folketingsgrupperne. Forligskredsen består af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Forligskredsen har lagt særligt vægt på at anerkende og understøtte den enkelte virksomheds engagement og ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø. Forebyggelse er et helt centralt element i reformen. Samtlige landets virksomheder screenes i løbet af de kommende syv år. Derefter screenes alle virksomheder mindst hvert tredje år. Ingen virksomheder ved præcist, hvornår de vil blive screenet. Og selv virksomheder, der allerede er blevet screenet, ved ikke, hvornår Arbejdstilsynet igen kommer på besøg. Reformen sætter fokus på arbejdsmiljøindsatsen ude på de enkelte virksomheder. Der indføres en arbejdsmiljø-smiley, som synliggør virksomhedernes arbejdsmiljø. Smiley-ordningen sætter sammen med screeningen fokus på det faktiske arbejdsmiljø ude på virksomhederne, og motiverer virksomhederne til dagligt at sikre deres medarbejdere et godt arbejdsmiljø. Reformen betyder, at den eksisterende BST-pligt bliver overflødig. Alle virksomheder, der ikke har orden i arbejdsmiljøet, bliver pålagt at bruge kvalificeret og autoriseret rådgivning. Mange BST'er gør et godt stykke arbejde, og de nuværende BST'er vil umiddelbart efter ansøgning kunne blive autoriseret som rådgivere i det nye system. Med ambitionen om at besøge alle landets virksomheder følger naturligvis ressourcerne til at gøre det. Arbejdstilsynet tilføres derfor i alt 84 mio. kr. Det svarer til 140 nye medarbejdere. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |