Bedre uddannelsestilbud til flygtninge og indvandrere.Undervisningsministeriet13/01-2004 Regeringen vil lette adgangen til erhvervsuddannelserne og de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser for flygtninge og indvandrere og de mere praktisk orienterede unge ved at gøre uddannelserne mere fleksible og ved at lempe en række af de teoretiske og boglige krav. Integrationsminister Bertel Haarder og undervisningsminister Ulla Tørnæs er nu klar med et bud på, hvordan regeringens målsætninger kan opfyldes i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. "Vi har nu fundet nogle af de strukturelle barrierer, der har afholdt bl.a. etniske minoriteter og praktisk orienterede personer fra at søge ind på erhvervs- og sosu-uddannelserne. Det er mit ønske, at vi etablerer et bredere kompetencebegreb ved optagelse på forskellige uddannelser for at få bedre integration og sikre at så mange som muligt optages og gennemfører en erhvervsrettet ungdomsuddannelse," siger Ulla Tørnæs. En tværministeriel gruppe med repræsentanter fra Integrationsministeriet, Socialministeriet, Indenrigs- og sundhedsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet har udarbejdet en rapport, der beskriver hvordan de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og erhvervsuddannelserne kan gøres mere attraktive for flygtninge, indvandrere og praktisk orienterede unge. Fra rapportens anbefalinger kan nævnes: 1. Praktik/jobtræning Det foreslås, at de eksisterende forkurser (introduktionsforløb) for flygtninge og indvandrere på social- og sundhedsuddannelserne erstattes af et særligt tilrettelagt grundforløb, som bygger på praktik, sprogundervisning med kultur- og samfundsforståelse og egentlig faglig undervisning. 2. Nemmere adgang for praktisk orienterede ansøgere Der foreslås ændringer i optagelseskriterierne for sosu-hjælperuddannelsen for at sikre adgang for praktisk orienterede ansøgere samt flygtninge og indvandrere. Dette skal ske bl.a. ved at give elever, der på tilfredsstillende måde har gennemført et grundforløb de bedste muligheder for at blive optaget på social- og sundhedshjælperuddannelsen. 3. Kritisk gennemgang af de boglige krav De boglige krav i sosu justeres for at gøre uddannelserne mere rummelige uden at job-kompetencerne svækkes. 4. Gennemsigtighed i forhold til de dansksproglige adgangskrav Der indføres en øvre ensartet grænse for, hvor højt et dansksprogligt niveau sosu-skolerne kan kræve i forbindelse med optagelse på social- og sundhedshjælperuddannelsen og den pædagogiske grunduddannelse. 5. Målrettet vejledning Mange flygtninge og indvandrere har et særligt vejledningsbehov. Det er derfor vigtigt, at der bliver sat fokus på vejledning af uddannelsessøgende med anden etnisk baggrund end dansk. "Med arbejdsgruppens mange konstruktive forslag har vi fået et godt udgangspunkt for en målrettet indsats for at sikre, at flere flygtninge og indvandrere får en erhvervsrettet uddannelse og dermed en plads på arbejdsmarkedet. Inden for social- og sundhedsområdet får sundhedsvæsnet således bedre mulighed for at udnytte de værdier og ressourcer, som de nyankomne udlændinge har fået med sig fra deres opvækst i hjemlandet, hvor omsorgen og respekten over for ældre er central," siger Bertel Haarder. Der fremlægges lovforslag i slutningen af februar 2004, som følger op på de foreslåede justeringer i uddannelserne. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |