Rent drikkevand - også til vores børnebørnKøbenhavns Amt19/09-2003 - Ny strategi vil beskytte grundvandet langt ud i fremtiden Grundvandet er sårbart – især i et byamt som Københavns Amt, hvor mange forureninger truer grundvandet. Med de nuværende metoder, vi bruger til oprydning, er amtet god til at rense grundvandstruende forureninger op, men metoderne er for dyre og tager for lang tid. Vi må tænke i nye baner, hvis der også skal være drikkevand til de næste generationer. Derfor har Amtsrådet på sit møde i går besluttet en ny grundvandsstrategi. Grundvandsstrategien vil formindske mængden af oppumpet grundvand, gøre oprydningstiden kortere og give lavere udgifter, så man får meget mere miljø og vand for pengene. I strategien kombinerer vi de gode og solide erfaringer, som amtet allerede har, med nye og mere visionære oprydningsteknikker med kortere oprydningstider og lavere udgifter. Samtidig vil vi forbedre og udvikle de værktøjer, der bruges til at prioritere og vurdere forureningsrisici. Det skal sikre, at vi bedre kan vurdere, hvor meget de enkelte forureninger betyder for amtets samlede grundvandskvalitet. På den måde sikres det, at det er de forureninger, som er den største trussel, der sættes ind overfor. Når man arbejder med nye metoder, vil der altid være en risiko forbundet med metodens succes. Som noget særligt indeholder strategien en kalkuleret risiko, som vi må acceptere. En risiko for, at enkelte oprydninger ikke lykkes fuldt ud i første omgang og at økonomien ikke altid kan forudses. Strategien er således ikke kun fremsynet, men også nytænkende. Amtet vil opsøge samarbejde med danske og udenlandske eksperter og udvikle nye og utraditionelle metoder i et samarbejde med såvel private som offentlige virksomheder. Hvis vi fortsætter som hidtil, vil det koste mere end 2 milliarder kr. og tage omkring 65 år. Dette vil vi søge halveret med den nye strategi, der vil føre os mod det mål, at de kommende generationer kan forsynes med drikkevand baseret på rent grundvand. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |