HimmeldalenKøbenhavns Kommune15/09-2003 I efterårsferien inviterer Københavns Kommune til aktivitets- og sanseuge for børn med handicap, deres familier og venner i Københavns rådhushal. Efterårsprogrammet er en del af det europæiske Handicapår 2003. Fra tirsdag til lørdag den 14. til 18. oktober kl. 10 - 17 kan man kan prøve det magiske portrætgalleri, man kan deltage i lyd-orkestret, og der vil være optræden af blandt andre Anne Gadegaard med "Arabiens drøm", Nana Lüders med sange og fortællinger og Madam Himmelblå som med mime vil underholde om Rådhusets mange fabeldyr. Med inspiration fra eventyret Østen For Solen, Vesten for Månen er Rådhushallen forvandlet til et himmelunivers, der symboliserer vægtløshed, ligeværd og frihed. I den store flotte rådhushal hænger en lysende flok af himmelklokker. Hver klokke gemmer en bid af himlen, som de besøgende kan træde ind i. Herinde mødes man af alle kommunens forvaltninger som har til huse i magiske skabe og andre møbler og som hjælperne i eventyret står til rådighed med gode råd og ideer. I forskellige kreative workshops, vil børn og voksne blive inspireret til at indtage og udtrykke deres egen del af himlen. Midt i Rådhushallen står solen og fungerer som scene, der med underholdning vil lyse hele ugen. Anne Gadegaard, vinderen af MGP 2003 optræder bl.a. med sangen "Arabiens Drøm" torsdag d. 16. kl. 13. Nanna Lüders underholder fredag d. 17. kl. 14 med sange og fortællinger. Bag solen ligger månen - hvis nattekuppel danner himmel over fortælleværkstedet, hvor man kan lytte til eventyr og historier fra en aftenpudesky. Hele scenariet er hyldet i blåt - og vil i dagens løb forandre skær fra rødligt morgengry over klar middagssol til purpur aftenskumring. Vindene, som høres ved en stille lyd, er i eventyret hjælpere og bliver i Rådhushallen et symbol på det at hjælpe og det at blive hjulpet. Himmeldalen er en del af Handicapår 2003 og er Københavns Kommunes bud på efterårsferietilbud til handicappede børn og deres familier. Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard åbner aktivitetsugen tirsdag den 14/10 kl. 12. Det endelige program kan ses fra 1. oktober på http://www.kk.dk/handicap Her kan man også melde sig til workshops. |
||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |